onsdag den 20. juli 2016

Flere ponyer

Hold da op! Det er snart to måneder siden der sidst er kommet noget nyt på denne blog! Det er nu ikke fordi jeg ikke har fået lavet noget, det er bare gået lidt langsomt...

Da min ene moster fik den Pinky Pie hun havde bestilt til sit barnebarn, fik min anden moster afgivet en bestilling på en pony til hver af sine tre små sønnedøtre. Hmm, og her troede jeg at jeg var færdig med ponyer...
Det er nu hyggeligt nok at lave dem, men noget af det sjove går ligesom af efterhånden. Det spændende ved at svinge nålene er jo om opskriften giver et ordentligt resultat, og det er vist afprøvet nu;)
Nuvel, der var jo stadig tre af de mest brugte ponyer tilbage (Rarity, Fluttershy og selvfølgelig Applejack), så det var ikke svært at beslutte hvilke jeg skulle lave, så jeg kom da også i gang med Applejack ret hurtigt... og gik så i stå.


I mellemtiden fik jeg så lavet en lille hæklet Luke Skywalker til min svogers fødselsdag, og jeg er også kommet temmelig langt (men altså endnu ikke helt i mål med) en taske i jute.
Nå ja, og så har jeg været en uge i Skotland. Hold da op, det var smukt - på trods af at vejret med skotternes egne ord var "a wee bit damp".


Efter turen til Skotland er ponyerne så blevet færdige, dog har Fluttershy ingen vinger fordi jeg løb tør for garn. Det huer mig ikke, men ifølge moster går det sagtens. Hendes piger er vist ikke så bidt af en gal pony som Musen (min ældste niece) er.


Applejacks hat måtte jeg forsøge mig med to gange. Den første var simpelthen for lille, så nummer to er hæklet i dobbelt garn. Man kan i øvrigt på de tre ponyer se at 8/4 garn ikke bare er 8/4 garn.
Applejack er hæklet i Stof og Stils 8/4 garn, Fluttershy i Safran fra Drops og Rarity er lavet i 8/4 garn fra Kvickly. Der er ret stor forskel på størrelsen, og jeg tror altså ikke at det kun er fordi jeg har hæklet med forskellig fasthed.


Til gengæld har jeg fundet en "smart" måde at lave manke og hale på! Synes jeg selv. Jeg har prøvet at skrive det ned nedenfor, men aner ikke om andre end jeg kan forstå det...

- Line



Manke:
Base: Lav 16 lm. 
Pandehår: I enden af "basen" fortsættes med *10 lm, fm tilbage. Slut med en km i den 16. lm i "basen"* Lav i alt fem strenge i enden af basen.
Herefter laves 40 lm og der hækles tilbage med 1 fm i hver, slut med en km i næste m i basen


. Lav 39 lm og hækl fm tilbage, slut af med km i næste m i strengen. Fortsæt på denne måde med at lave luftmasker og hækl tilbage, lav en lm mindre fr hver streng.

Hale:
3 lm. I den sidste laves tre strenge lm med fm tilbage. Hver skal være på 50 m. I næste lm af de 3 laves 3 strenge á 55 m, og i den første 3 strenge á 60 m.
Når halen syes på, placeres de længste strenge øverst.